Havnen - udsigten

Liste over efterladt inventar: Gamle redningsbælter. Et askebæger i glas med et logo for en maskinfabrik i Kastrup. Falmede cerutpakker fra halvfjerdserne. Mørnet cockpit pressening. To tanke til opbevaring af brændstof og ferskvand - ikke tilsluttet. En tom benzindunk, grøn, gammel, et snørklet logo. Gullige A4 ark med resultater fra for længst overståede kapsejladser. Pensler med træskæfter. En hel del udefinerbare genstande i metal - stænger. Plasticdunke. Diverse ubrugelige skruetrækkere. Etc....

Jeg tømte alt løsøret ud af båden, så det lå i en stor spraglet dynge på bådopbevaringspladsen. Jeg begyndte at sortere. En del var ubrugeligt og måtte kasseres, noget havde affektionsværdi og tog plads i mit hjem - askebægeret for eksempel. En meget let og smuk glasgenstand. Resultatlisterne blev samlet og lagt i en mappe, sammen med de øvrige oplysninger om båden jeg havde fået overdraget i forbindelse med handlen. Gamle kvitteringer på sejl fra en sejlmager, hvor telefonnummeret har så få cifre, at man ser en omstillingsdame for sig. Et sort/hvid foto af båden fra den storhedstid. Alt sammen små spor af en fortid.

Jeg opbevarer en del genstande, der kan tages i brug igen, når skibet bliver søsat. Tovværk, fendere og andet. En lampe fra kahytten har jeg måttet kassere, da metallet var blevet så sprødt, at flager faldt af, da jeg tog den op og studerede den, så den an og betragtede en æstetik, der for længst er gået af mode.

På den måde er ting forvitret, ting genetableret og ting smidt ud. Listen er længere end det jeg beskriver her, og en endelig optælling vil tage form senere. Af alle de genstande jeg har smidt ud, huske jeg naturligvis kun en smule. Det er erindringens lov.

Portos - en lang historie

Da jeg stod i lære på Kalundborg Bådebyggeri omkring årtusindeskiftet, fandt jeg denne smukke båd. Den havde stået sikkert og tørt i en hal på kanten af Amager, og jeg faldt for de klassiske linjer, det fine håndværk, for muligheden af at genetablere og restaurere det fine skib med det litterære og eventyrlige navn: Portos. Alle mahogny overflader var lakeret i fordums tid med old fashion olielak, der dækkede det matrøde træværk fra cockpittet og frem til fordækket. Sine stedet var lakken skrællet af, og træværket stod gråt og indtørret med sprækker og åbninger til følge. jeg skulle finde ud af at den tidligere ejer - vidst en afdød malermester (?), havde kunnet sit håndværk, og olielakken var trængt så godt ind at der skulle en temmelig grundig slibning med groft papir på båndpudseren til, før jeg efter mange timers arbejde var i bund, og stod med smukke næsten gulligtbrune marhonyoverflader og kunne gå igang med bejdsningen.
Dette arbejde var dog ikke det første jeg gik til. Da båden for ti år siden ankom til Østhavnen i Kalundborg, netop hvor færgerne ligger til, hvor strømmen af biler og lastbiler til og fra Jylland kommer og går med afgang - og ankomsttiderne, stod jeg og betragtede mit nyerhvervede skib. Med den blå vams over skuldrene, de nogen indbegsede arbejdssko og et ungt godtroende ansigt, gik jeg i krig med skraberen og startede med at gå i bund under vandlinjen. Jeg fik skrabet ned, slebet til og skiftet kølplanker. Fik det skørrådne lærketrø hugget væk og efterses svøbene. Der var ingen svamp, det der skulle skiftes, var mørnet af tid. Jeg nulrede de sorte træsplinter og fik det brede stemmejern lagt an, huggede ud, skar væk og kunne komme til med kobenet. De halvtreds år gamle bronsjeskruer var som nye! De fejlede absolut intet.
Med tiden fik jeg lavet et nyt ror. Kørte på savværket i Dianalund og valgte krumvokset eg til den karakteristiske hals, der smyr sig op langs spidsgatternes buttede ende. Jeg fik skåret tømmeret op på båndsaven, tilpasset og slog stukbolte i med fedt og kontinuerlige slag med muggerten.
Jeg fik ordnet fribordet - sådan nogenlunde, og da min læretid var forbi havde jeg fået lagt en del timer i Portos. Så svigtede jeg min båd et par på grund af udlængsel, og tog en tur på valsen. Arbejdede og nød solen i Sydfrankrig, hvor millionærskibene skulle have skiftet aptering, teakdæk der intet fejlede skulle fjernes og erstattes med nyt regnskovstræ. Jeg havde en god tid, og glemte mit gamle historiske og lidt omfangsrige projekt, der stod på havnen i Kalundborg under sin blå presenning og anglede efter vedligehold.
Igen hjemvendt til Danmark, fik jeg Portos rykket til mere sydlige himmelstrøg. Nemlig ned på kanten af en roemark på Lolland, hvor den fortsat står.
Jeg har skiftet et par planker mere, har fået alt lak- og bejdsearbejde overstået, og netop denne sommer skiftede jeg det gamle lærredsdæk, med tyk og god kvalitetslærred indkøbt hos Boesner i Tyskland. I sommersolen stod jeg altså med udsigt til det grønne land og havet langt ude, med kobbertacks og hammer og trak lærred over de grønmalede sildekassebrædder der danner underdæk. Det hele blev malet og båden dækket til for vinteren. Til foråret, der ikke er langt væk, skal jeg igang med det sidste, før Portos igen er klar til bølgen den blå. Jeg skal have lavet skydekapper og jeg skal have monteret alt løsøret. Skvatlisterne ligger nylakerede inde i den gamle stald, og skruer og værktøj hopper for at komme ud.
Når jeg i løbet af denne sommer når til det punkt, hvor skibet faktisk er tilbage i god form, når jeg frem til riggen. Rundholterne trænger i alvor grad til en omgang, og alt hvad det måtte have været af sejl og fald og skødder er forsvundet. Spil har jeg ingen af, og den slags skal finde, før båden igen er sejlklar.
Men med disse ord - velkommen til denne blog om Springer Spidsgatteren Portos, konstrueret af Hansen, og første gang søsat i 1946. Båden er reddet og vil snart kunne ses krydse afsted et sted på et dansk sund eller i et havneløb med en lav eftermiddagssol over bommen. Om alt går vel...